KONTAKT
Gå tilbage

Nøglen til fremtiden – den grønne omstilling

Næsseslottet er et historisk slot opført i 1783, der i dag agerer møde- og kontorhotel for primært virksomheder. Det historiske afsæt og den kulturelle arv går i dag hånd i hånd med funktionen som moderne og ansvarligt møde-og kontorhotel. Vi mener, at vi har et ansvar for at drive Næsseslottet på en så bæredygtig og ansvarlig måde som muligt.

Som slottets kustoder, er det vores ansvar at passe på både den historiske bygning, vores medarbejdere og kunder, der har deres gang hos os samt den omkringliggende natur, der består af 36 tønder land af fredet natur.

I vores bæredygtighedspolitik her har vi nedfældet en række indsatser, vi gør i forhold til bæredygtighed.

  • Vores medarbejdere er vores vigtigste ressource. Derfor er det vigtigt, at Næsseslottet er et rart sted at være for vores medarbejdere, hvor vores arbejdsvilkår skaber trivsel og arbejdsglæde.
  • Vores køkken laver altid mad med sæsonens råvarer. Ofte sanker kokken også grønt i skoven, og vi gør brug af vores egen urtehave.
  • Vi yder en ekstra indsats for at undgå madspild. Der bruges altid overskydende mad fra kantinen til dagene der følger, vi portionsanretter i henhold til, hvor mange gæster der bespises, og personalet tager rester med hjem, hvis der er rester at tage.
  • Der er altid et vegetarisk alternativ i kantinen. Hvis der indgår kød i en ret, kan den altid laves vegetarisk, hvis en gæst ønsker det. Næsseslottets køkken prioriterer at øge mængden af grønsager i forhold til animalske produkter og gør en indsats for at prioritere lokalproducerede produkter, som er i sæson.
  • Vi vælger så vidt muligt lokale leverandører, og sigter efter at støtte lokalområdets virksomheder. Det betyder at vi f.eks. køber vores vin og chokolade fra lokale leverandører. Blomster køber vi også lokalt, hvis vi ikke plukker dem selv på grunden.
  • Vi mindsker vores brug af papir og plastik. Vi tilbyder f.eks. postevand i karafler til møder fremfor vand i plastikflasker, vi har ikke engangspapir på toiletterne, og vi har ikke papirblokke til fri brug liggende fremme i mødelokaler. Vi gør heller aldrig brug af engangsbestik eller lignende.
  • Vi sorterer affald i 8 fraktioner. På den måde gør vi en ekstra indsats for, at det affald, vi generer, bliver sorteret. Vi sender desuden emballage tilbage til vores leverandører, frem for at smide det ud.
  • Vi værner om den omkringliggende natur og biodiversitet. Næsseslottets omkringliggende skov på 36 tønder land er fredet natur og forbliver uberørt. Derudover har vi et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening om, at særlige græsarealer, ikke bliver slået for at skabe bedre forhold for bl.a. sommerfugle.
  • Vi minimerer vandspild. Vi vander vores krydderurter med overskudsvand fra arrangementer samt vand fra regnvandstønde.
  • Vi gør kun brug af rengøringsprodukter, der belaster miljøet og vores rengøringspersonale mindst muligt. Dette omfatter også f.eks. sæber på toiletter, som så vidt muligt er Svanemærket.
  • Vi opfordrer gæster og lejere til at gøre en indsats for en mere bæredygtig praksis i hverdagen. F.eks. ved at opfordre til at affaldssortere korrekt, slukke lyset når de forlader et lokale, tage opladere ud af stik, mm.
  • Vi støtter velgørende formål. Næsseslottet har igennem tiden og støtter fortsat bl.a. Læger Uden Grænser, Mercy Ship Hospital skibe samt organisationer der hjælper kræftramte børn.