KONTAKT
Gå tilbage

Mød parterapeut Katrine Axholm – beboer på Næsseslottet

EN STUND MED PARTERAPEUT
KATRINE AXHOLM

Katrine Axholm har dannet par med Næsseslottet siden august 2020. Jeg er gået en tur op på første sal hvor Katrine har sit terapirum for at høre nærmere om hvordan det er at have klienter på Næsseslottet og få lidt gode fif’s til kærligheden i Coranaens tid.

Det er som at træde ind i en tidslomme af ro når man kommer ind i Katrines terapirum som ligger med udsigt over Furesøren og Kaninøen. Her dufter af kærlighed og man bliver omsluttet af Katrines smagfulde indretning og omsorg. Man kan sagtens forstå at så mange par og individuelle finder vej til Næsseslottet i Katrines bløde stole når kærlighedens veje slår knuder. For man er slet ikke i tvivl om at Katrine ER sin parterapi og kærlighedens stemme.

Som Katrine skrev på Instagram forleden “Jeg vil redde ægteskaber – også dit”

Om Katrine Axholm: Selvstændig parterapeut med praksis på Næsseslottet i Holte. Uddannet psykoterapeut 2006 fra Psykoterapeutisk Institut i København med en fireårig grunduddannelse. Derudover en Master i psykoterapi fra Københavns Gestaltinstitut og adskillige kurser fra Gestalt Association Los Angeles. Videreuddanner sig jævnligt i egen-terapi og i supervision. Gift på 22. år med Morten, som er CFO. Har sammen to børn. Markus på 19 og Naja på 17 år. Bor i Holte, hvor Katrine også er vokset op. Læs mere om Katrine her https://www.axholm.com/terapi/

Jeg har sat mig til rette overfor Katrine. I den stol som har den rosa pude. Inden jeg skal snakke nærmere med Katrine om hendes relation til Næsseslottet, fortæller hun om sit forhold til parterapien.

“Når jeg er til middagsselskab og min bordherre spørger hvad jeg laver, så kan responsen i grove træk deles op i to.

1. Parterapi!!!, jeg tror lige, jeg skal på toilettet.
2. Parterapi, spændende, nå men så vil jeg godt lige høre dig om en ting, min kone og jeg… 


Og så går aftenen med at tale om parforhold og kærlighed og hvorfor det ofte er så fandens svært at holde liv i passionen og alt det sjove, når man også gerne lige vil passe sin karriere, være en god forælder, dyrke sin sport, sine venner og alle de andre gode ting i livet.

Jeg bliver også ofte spurgt, om jeg ikke synes det er hårdt at sidde og tale om folks problemer dagen lang. Men jeg synes aldrig det er hårdt. Jeg er ikke mere træt end jeg ellers ville være efter en arbejdsdag og det er fordi mit arbejde giver så meget mening. Jeg gør jo vitterligt min Grønspættegerning, og det er meget meningsfyldt for mig.

Derfor kan der godt være klienter som er udfordrende at hjælpe. De er låst fast i deres mønstre og føler sig måske så såret og svigtet, at der kun er vrede og forudrettethed tilbage. De kan være svære at nå med omsorg og indsigt, fordi de har forskanset sig så hårdt i hver deres lejr, og synes det er den andens skyld.

Når jeg hjælper par (eller individuelle) i terapi, så hjælper jeg dem med at se og forstå, hvad der foregår imellem dem. Når de kommer, kan de som regel se en masse af det, som er galt med den anden, men sjældent det , de selv bidrager med i forholdet. Hvorfor de trækker sig, bliver rasende, føler sig forladt, afvist eller kritiseret, og det er jo (som vi alle ved) hjemme hos os selv, at vi rent faktisk kan gøre en forskel.

Når de hver især forstår, at det de gør, ikke er hensigtsmæssigt. At de rent faktisk går glip af en masse kærlighed eller nærvær, så kan de gøre noget andet og bedre i relationen. Dem, som kommer, fordi de står på randen af en skilsmisse bliver bedre i stand til at træffe et mere afklaret valg. De forstår, hvad det er, de vil skilles fra på en ny måde, og de kan gøre noget nyt og bedre i det næste forhold. Hvis de da ikke vælger at blive sammen og genfinde kærligheden og alt det andet, de savnede lige dér.

Vi vælger nemlig selv. Vidste du godt det?”

HVAD VAR DIT FØRSTE INDTRYK AF NÆSSESLOTTET?

Jeg var vildt imponeret af stedet! Her er storslået.
Jeg er vokset op i Holte, så at få lov at komme indenfor på slottet, føltes lidt som audiens. Jeg havde hørt godt fra andre lejere, og det levede helt op til mine forventninger.

DET STED, DU TILBYDER DIN TERAPI, HAR STOR BETYDNING FOR DIG SELV OG DINE KLIENTER. HVORFOR VALGTE DU NÆSSESLOTTET?

Mine klienter får et godt førstehåndsindtrykket allerede når de kører ned gennem skoven og kommer til slottet med udsigt over søen. Der er fredfyldt her, og det gør godt, når man har det svært at være i disse fine omgivelser. Jeg er stolt, når jeg byder mine klienter og kursusdeltagere velkommen både i mit eget kontor, men også I mødelokalerne på Næsseslottet. Det er ganske særlige omgivelser, vi kan tilbyde her, og det nyder jeg at kunne bruge til at sætte rammerne for mine aktiviteter.

  ”Jeg er glad for at kunne byde mine klienter velkommen i så smukke omgivelser”

HVORDAN TACKLER VI BEDST DEN AFTAND, VI I ØJEBLIKKET ER NØDT TIL AT HOLDE TIL VORES MEDMENNESKER?

Det er vigtigt at vi indretter os, så vi kan passe på hinanden, og samtidig er det et tab for vores relationer, at vi ikke kan være mere sammen og ikke kan give hånd og kramme, som vi plejer. Jeg tror, det er vigtigt, at vi giver plads til vores frustrationer, og at vi kan tale om “hvad gør vi så” i disse tider. Så vi stadig kan bevare vores gode relationer.

VI FØLGER SUNDHEDSSTYRELSENS RETNINGSLINJER, SÅ NÆSSESLOTTET ER “SAFE TO VISIT”. OPLEVER DU, AT DINE KLIENTER FØLER SIG TRYGGE VED AT KOMME PÅ HER?

“Jeg oplever, at alle mine klienter og kursusdeltagere føler sig trygge her. En af fordelene ved at være på et slot er, at der er god plads alle steder. Jeg føler mig også helt tryg her, og oplever at I passer godt på os.”

KAN DINE FYSISKE MØDER ERSTATTES MED ONLINE-SESSIONER?

Der er ingen tvivl om, at der går noget tabt, når vi ikke er fysisk sammen. Vi går glip af detaljerne og oplevelsen af at være sammen. Man kan godt tale om praktiske ting og lave aftaler, men når det kommer til følelser og nære relationer, er det vigtigt at vi er i samme rum

HAR CORONA-KRISEN SKABT FLERE PROBLEMER I PARFORHOLD?

Ja, der er ingen tvivl om at denne her krise har presset mange par og mange familier. Samtidig er vi også blevet bedre til at værdsætte det nære ,vi har. Kriser får os til at rykke tættere sammen eller sætter os under så meget pres, at vi bryder op, så ja det rykker rundt på den måde, vi plejer at leve på

JULEN STÅR FOR DØREN. HVORDAN UNDGÅR VI AT KOMME I KONFLIKT MED VORES NÆRE RELATIONER I DEN KOMMENDE HØJTID?

Det vigtigste er at forventningsafstemme, så vi ikke tror, vi vil det samme, men sørge for at der er plads til både dine og mine behov og til børnenes forventninger. Der er mange følelser på spil.
Det andet er at være bevidst om, at ingen kan gøre noget ved os, som vi ikke tillader. Vi er altså selv ansvarlige for vores følelser, og det de andre gør, er ikke noget de gør MOD os, selvom det kan opleves sådan

TIDLIGERE PÅ ÅRET INTRODUCEREDE VI “WALK & TALK” PÅ NÆSSESLOTTET, HVOR MAN FÅR SIN KAFFE OG KAGE ELLER FRUGT MED UD PÅ DET SMUKKE NÆS. HVAD SKER DER, NÅR VI GÅR SAMMEN I NATUREN?

Det er mindre konfronterende at tale sammen når man går sammen modsat når man sidder overfor hinanden. For nogle af mine klienter er det lettere at tale om det svære på den måde. Desuden er har det en stor helende effekt at opholde sig i naturen og der er så smukt her”.

ER DER NOGET, VI KAN GØRE, FOR AT GØRE DET ENDNU BEDRE FOR DIG AT VÆRE BEBOER PÅ NÆSSESLOTTET?

Spisekammeret kunne være mere hyggeligt, med bedre stole, flere blomster og mere levende lys. Det kunne indbyde til at hænge ud lidt længere, når nu Michael gør sig så umage med maden, – som er sublim!