KONTAKT
Gå tilbage

Næsseslottet – et historisk slot omsluttet af naturens ro

Næsseslottet er ikke blot et af Danmarks smukkeste slotte. Det ligger også i et af de absolut smukkeste hjørner af Danmark.

På Næsseslottet er der højt til himlen, og ro så langt øjet rækker. Brug naturen til en walk & talk eller snup et stikort og gå på opdagelse i den smukt anlagte private park omkring slottet, som gemmer på imponerende monumenter fra en svunden tid. Eller gå en tur langs Furesøens bred. Omgivelserne danner de perfekte rammer omkring dit møde eller virksomhedsarrangement.

Næsseslottets beliggenhed er unik. Kun 20 km fra Rådhuspladsen og alligevel omgivet af et idyllisk landskab, som får dine mødedeltagere til at glemme alt om hverdagens snærende rammer. Her er der for alvor højt til loftet, luft under vingerne og plads til de helt store tanker og idéer. På Næsseslottet er der gratis parkering, og den korte køretur fra hovedstaden til Holte går imod myldretidstrafikken – både morgen og eftermiddag. Ja, det er næsten som at få en adgang til en oase i baghaven.

Om Næsseslottet

Næsseslottet blev opført med Furesøen for sine fødder af storkøbmanden Frédéric de Coninck på ruinerne af den tidligere lystgård Dronninggaard. Her byggede han i årene 1782-1783 en ny hovedbygning, som i folkemunde blev kaldt Næsseslottet. Arkitekterne bag byggeriet er ukendte, men bygningen tilskrives både Joseph Guione og Andreas Kirkerup, der begge hørte til den tids mest betydningsfulde klassicistiske arkitekter. Den næsten kvadratiske hovedbygning blev opført i Louis XVI stil, der er kendetegnet ved rette linjer og stor symmetri. Og det er da også netop, hvad der møder en, når man besøger Næsseslottets imponerende arkitektur – smukt placeret midt i parken med 8 lige udsigtslinier anlagt hele 100 år tidligere.

Med inspiration hentet fra de sydengelske herregårdsparker og hjælp fra landskabsarkitekten Henri Devon, lykkedes det Frédéric de Coninck at omdanne parken til Danmarks første romantiske have. Beplantet med eksotiske træer, hvoraf man stadig kan se mange af disse, ligesom der blev anlagt snoede stier, der førte i alle retninger og betagende udsigtspunkter over den smukke Furesø.

Bygningen i tre etager blev skabt til at rumme hele Frédéric de Conincks familie, tjenestefolk, besøgende slægtninge, venner, bekendte og forretningsforbindelser og lagde hus til mange gæster i storhedstiden omkring 1800 og var i familiens eje i godt og vel 40 år.