KONTAKT
Gå tilbage

Kokkens hjørne – Grillet kæmpereje på urtecreme

Grillet kæmpereje på urtecreme

Der er noget helt specielt ved de store, flotte røde rejer fra de kolde vande ud for Argentinas kyster. Dette er uden tvivl en af skribentens favoritretter – über simpel og smager som oceanets pureste luksus af saftighed, smag og struktur. De vildtfangede kæmperejer er en mellemting mellem rejer og hummer. Så lækkert!

På Næsseslottet elsker vi de små tapas agtige serveringer som vores kok Michael laver til os hver dag! Hver måned går vi en tur i “kokkens hjørne” og fisker de bedste tips og opskrifter og får en snak med Michael:

”Jeg har kreeret retten til sommerens festlige arrangementer. Den gør sig fint i selskab med champagne, bobler, hvidvin eller rosé. Nu hvor Irma er lukket finder jeg mine udsøgte råvarer i Torvehallerne eller Fullhouse. Disse vildtfangede kæmperejer, der fanges ud for Argentinas kyst i et beskyttet og naturskånsomt MSC certificeret fiskeri, har jeg fundet i Fullhouse. Optø dem over natten i køleskabet – brug endelig ikke varmt vand til at tø dem op. Jeg håber du får lyst til at lave den selv. Eller endnu bedre besøge mig i Spisekammeret på Næsseslottet”

Kokkens argentinske kæmperejer på urtecreme

Rejerne:

1 kg røde argentinske kæmperejer

Ganske lidt sukker – brug evt strødåsen

Lidt salt

Lidt olie

Optø rejerne i køleskabet over natten – bare i den emballage du har købt dem i. Næste dag afskalles og renses rejerne (hold om halen med den ene hånd. Bræk hovedet af. Hold om rygskjoldet og træk forsigtigt halen af. Pil benene af og vrid rygskjoldet af. Fjern den sorte tarm da rejens sidste måltid ikke er en del af retten. Kokkens egne ord for at fjerne tarmstringen er bortcensureret) Dup rejerne så de er tørre. Rejerne marineres i lidt salt og ganske lidt sukker som strøes med let hånd (rejerne skal jo ikke karamelliseres) Læg de ferske rejer på et viskestykke i 2-3 timer i køleskabet. Denne proces suger den sidste væde væk og giver rejerne den konsistens vi vil opnå; fasthed. Salt og sukker er en unik smagsforstærker til fisk og skaldyr ( – undtagen østers og muslinger)

Nu er dine smagfulde rejer klar til grillen. Fuld smæk på grillpanden. Lidt olie på rejerne. 1-2 minutter på hver side. Du kan også grille dine rejer/skaldyr hele med hvidløgssmør, men det er en helt anden historie.

Urtecreme:

Enhver husmor, levemand, madentusiast eller kok har altid en hjemmelavet urtecreme i køleskabet. Den kan bruges til alverdens formål. Her er den brugt som bund på den grillede reje. Kom cremen i en solid sprøjtepose (kan også købes i Fullhouse)

400 gram græsk 10% yoghurt

400 gram hjemmelavet mayo – urtecremens fætter i køleskabet! Eller en god færdigkøbt mayo (dem i pose er gode…)

1-2 fed hvidløg

40 gr / et lille bundt estragon

40 gr / et lille bundt dild

40 gr / et lille bundt purløg

½ øko citron – saft og skal.

Hak hak hak. Bland bland bland i en stor røreskål. Du har nu en superlækker cremet urtecreme. Fyld den på sprøjtepose og opbevar i køleskabet. Anvend et stykke film som lukkesnor. Klip et lille hul i enden og læg den i en opbevaringsbox i køleskabet.

Anretning:

Find dine smukke små skåle frem. Eller en bambusbåd. Læg cremen på bunden og pynt af med en reje og lidt grønt på toppen. Velbekomme!