KONTAKT
Gå tilbage

Kokkens hjørne – Brunkager

Kokkens bedste opskrift på brunkager

 

Julestemning ved slotskomfuret

 

Vores kok Michael er i fuld gang med julens forberedelser. I køkkenet hænger der køresedler, huskesedler, indkøbslister og lapper med små remindere, tips, ideer og opskrifter. Det syder og simrer og julemusikken spiller i takt med Michael. Der skal fremstilles alt fra sprød and, knasende småkager og hjemmelavet rejesalat til fløjsblød risengrød. Der er mange gryder i kog, når julen står for døren.

Michael er skarp som en nysleben kokkekniv på alle de nyeste madtendenser. Han kan sagtens finde på at fusionere særlige ingredienser, som overrasker gæsterne på smag og opfindsomhed. Men julemaden er tilberedt med respekt og kærlighed for de gamle og klassiske opskrifter. “Så det ikke stikker helt af i lakridspulver, guldstøv og bunsenbrænder” som Michael siger.

Kokkens julemad serveret i de smukt pyntede stuer er en helt unik oplevelse for vores gæster.

 

Michaels egen opskrift på brunkager

 

Michael har hentet inspiration til Næsseslottets brunkager anno 2023 i bedstemors gemmer. En opskrift, der går tilbage til oldemors tid.

 

Oldemors brunkage opskrift:

 

500g mel

125g smør

125g margarine

125g mørk sirup

250g brun farin

1 tsk stødt nellike

1 tsk stødt kardemomme

1,5 tsk stødt kanel

15g hakket kandiseret citronskal

100g grofthakkede mandler

40g hakket pomeransskal

10g potaske

 

Sådan gør du:

 

Smør og margarine smeltes, hvorefter nelliker, kardemomme og kanel tilsættes og lunes, så smagen fra krydderierne frigives. I mellemtiden vejes brun farin, mørk sirup, mandler, citronskal og pomeransskal og kommes i en røreskål. Den lune masse med smør, margarine og krydderier røres i sukkermassen. Mel og potaske blandes, tilsættes og det hele røres til en ensartet masse. Så rulles brunkagedejen til pølser som pakkes ind i bagepapir og fryses. Nu kan brunkagedejen nemt skæres  i tynde skiver, som bages ved 180 grader i omkring 10-15 afhængig af ovnen. Pas endelig på at brunkagerne ikke får for meget, da de så vil smage brændte og bitre.

 

Velbekomme og god jul

 

Næsseslottets kok Michael