Siden 2003 har Marianne Bolvig været Næsseslottets dedikerede slotsfrue. Med passion for kultur, æstetik og natur har hun formået at forvalte det historiske slot med både respekt og fornyelse. Nu, hvor slottet står over for sin lukning, reflekterer hun over de mange år med taknemmelighed.

“Jeg har altid ønsket at skabe et sted med en helt særlig ånd. Her har vi forbundet historiens vingesus med moderne oplevelser, hvor gæster kunne mærke slottets sjæl og naturens skønhed,” fortæller Marianne og kaster et blik mod den engelske have ved karpedammen.

Historier og spøgelser i murene

Med et smil deler Marianne nogle af slottets særlige anekdoter, herunder historien om “den grå dame”.

“Frederic de Conincks ulykkelige datter druknede sig i karpedammen og siges at hjemsøge slottet. I begyndelsen oplevede jeg selv hendes tilstedeværelse – døre lukkede pludseligt, og jeg kunne mærke en kølig luft suse forbi mig,” fortæller hun. En clairvoyant har siden hjulpet med at skabe fred mellem den grå dame og slottets moderne liv.

Naturens kulisse og uventede udfordringer

Naturen har altid spillet en hovedrolle på Næsseslottet, og Marianne har elsket at bruge årstidens skatte som pynt og ikke mindst lade gæsterne opleve skoven og parken: “Vi har rådyr på plænen, svaner ved søen og fuglekvidder, der skaber en eventyrlig stemning. Selv flagermus og påfugle har været en del af slottets fortælling – selvom de ikke altid opførte sig, som vi ønskede.”

Hun mindes episoderne med smil: En flagermus, der faldt ned i en gæsts jakkelomme, og en påfugl, der angreb en skinnende Jaguar. “Selv de udfordrende øjeblikke har været med til at gøre Næsseslottet unikt.”

En levende kulturarv

For Marianne har det været vigtigt, at alle gæster følte sig som en del af Næsseslottets historie: “Når folk forlader stedet med en følelse af eventyr, ved jeg, at vi har skabt noget særligt. Jeg har stor respekt for den kulturarv, jeg har været med til at forvalte.”

Nu, hvor slottet står foran sin sidste tid, fyldes Marianne med en dyb taknemmelighed og en stille melankoli. “Det har været mit livsværk – et privilegium og en gave at stå vagt om dette sted, at pleje dets sjæl og lade det blomstre i 20 år. At have tilføjet vores kapitel til en 250 år gammel historie er noget, jeg vil bære med mig altid. Selvom slottets døre lukker, vil dets ånd altid leve videre i minderne og i hjertet på dem, der har været her. For mig har det aldrig bare været en arbejdsplads – det har været mit hjem, mit eventyr og min kærlighedserklæring til både kulturen, naturen og historien.”