KONTAKT
Gå tilbage

Afternoon Tea på Næsseslottet

Afternoon Tea på Næsseslottet – når du trænger til ekstra forkælelse

Som noget nyt kan du booke en Afternoon Tea oveni din slotsoplevelse – enten i forbindelse med dit møde eller som selvstændig mødeoplevelse. Med udgangspunkt i den traditionelle engelske afternoon tea serverer Næsseslottet et udvalg af Perchs The samt et overflødighedshorn af bagværk med både salte og søde fristelser.

Kontakt vores værtinde og hør nærmere om, hvordan vi kan skræddersy en mødeoplevelse for jer.

Historien om Afternoon Tea

Englænderne drikker the uafbrudt. Morgen, middag og aften!

Man kan sagtens drikke the om eftermiddagen og spise en sandwich, en scone eller et stykke plumkage uden at det bliver andet end ”a nice cop of tea”. Uden at det bliver til Afternoon Tea eller High Tea. På samme måde som det er i Danmark med kaffe.

En ”Afternoon Tea” derimod, er nærmest et ritual. Ja, en slags ceremoni med en lang og skøn historie. På Næsseslottet elsker vi historie og traditioner, og derfor har vi genindført ”Afternoon Tea” på Næsseslottet.

En dag i 1840 bad den syvende Hertuginde af Bedford, Anne, om en bakke med te, toast og smør samt kager bragt op i sit rum. Vanen med at spise middag kl. 20-21 havde givet Anne en ‘sinking feeling’ sidst på dagen. Bakken blev et dagligt ritual, og hun indførte skikken blandt sine veninder. Stille og roligt blev skikken med Afternoon Tea så populær i hele Englands borgerskab og overklasse, at teselskaber blev de rene udstyrsstykker – både hvad angår traktementet og damernes påklædning. Man klædte om før Afternoon Tea. De særlige kjoler kaldet Tea gowns var i modsætning til balkjoler, dejligt løse i livet. For det var ikke småting, der blev indtaget.

Afternoon tea etiquette.

For at undgå pinligheder og fornærmelser, er her lidt tips og råd, når du skal til klassisk afternoon tea.

  • Sandwiches skal spises først og med fingrene, ikke bestik.
  • Derefter scones, mens de stadig er varme.
  • Scones skal deles i 2 – med hånden ikke med kniv – og spises hver for sig. Det er helt utænkeligt at samle dem igen!
  • Alt efter geografi, er der 2 korrekte måder at smøre din scone. I Devon metoden er creme først, derefter syltetøj. Hvorimod i Cornwall tager man syltetøj først. På Næsseslottet er der frit valg.
  • Vi ved. det er svært at vente, men kagerne skal gemmes til sidst!
    (jo, det gælder også dem med chokolade…)
  • En person vælges til at være “mor”, og har herefter ansvaret for at hælde the op til alle ved bordet.
  • Husk at mælken skal hældes i først!
  • Theen skal røres frem og tilbage, ikke i cirkler! Det er også ildeset at ramme kanten af koppen med skeen.
  • Koppen skal holdes med tommel og pegefinger så disse mødes i hanken. Hanken hviler på langefingeren. Fingrene skal ikke kroges hele vejen igennem håndtaget, og du må slet ikke tænke tanken at løfte underkoppen!