45 47 50 00

‘Asyl’ en udstilling af Marie Jagd

Vis alle

‘Asyl’ en udstilling af Marie Jagd

Tid:
Fredag 16. marts kl. 15 – 17 (fernisering)
Lørdag 17. marts kl. 14 – 16
Søndag 18. marts kl. 14 – 16

Pris:
Alle er velkomne
Adgang er gratis på alle dage

 

Med udgangspunkt i et oprindeligt vindue fra Næsseslottet, undersøger Marie Jagd vinduet og dets udsigt både som metafor og konkret bygningselement.
Ordet Asyl kommer fra græsk og betyder fristed. Næsseslottet var i 1984 det første danske asyl under Røde Kors. Som følge af den islamiske revolution i 1979, og krigen mellem Iran og Irak, kom 48 iranske flygtninge til Danmark. Det var mange dengang, og slottet blev i løbet af en nat indrettet til asyl, efter at have stået tomt og forfaldent i årevis.

Næsseslottet ligger ved Furesøen i Holte og er opført 1782 som lysthus for storkøbmand Frederic de Coninck. Omkring er anlagt en berømt romantisk have af den belgiske oberst J.F.H. de Drevon med monumenter af Stanley og Wiedevelt. Det var kolonitidens såkaldte florissante periode, og De Conincks rigdom baserede sig bl.a. på slavehandel. I haven findes, stadig den dag i dag, eksotiske plantearter, som De Coninck hjemhentede fra danske kolonier. Husets fundament er således delvist bygget på slaveøkonomi.

I kolonitiden opdelte og adskilte man menneske og natur. Naturen blev tilegnet det hvide menneskes behov, som feks. at kontrollere, udnytte og ændre på naturlige forhold. Påvirkning af miljøer og klimaer var en del af koloniseringen, lige som slavegørelse og udryddelse af hele befolkninger var det. Overførslen af plantearter og vira mellem verdensdele førte til store forandringer i Jordens livsopretholdende systemer.

Udstillingen viser to negative gipsafstøbninger (inder-/yderside) af det oprindelige vindue. Huset er et universelt, grundlæggende behov for beskyttelse. Vinduet er et husets øje. Et motiv, der markerer tærsklen mellem ude og inde, det nære og det fjerne. Det er en grænse mod verden, men også en forbinder, fysisk som psykologisk. I gipsen blokeres udsynet gennem ruden. Aftrykket er snarere en hukommelse af overflade end en udsigt – en fremhævning af grænsefladen. Lukker det inde eller ude? Beskytter eller begrænser? Blinder? Muren er, som vinduet, en grænse. Et politisk værktøj, der deler.

Ved siden af gipsen ses en projektion af et bearbejdet og digitaliseret dias. Dets slørethed leder blikket hen på selve ruden/linsen – igen fremhæves overfladen og grænsen. Billedet viser den konkrete udsigt fra vinduet, som det ser ud i dag. Landskabet er nær uforandret siden slottets opførsel, og eksotiske træer og planter findes derfor endnu i motivet. En udsigt og et blik på verden fra dette samme vindue, som var fælles for både 1700-tallets adel og borgerskab og 1980’ernes asylansøgere. Det refererer også til Erik Pauelsens vægmaleri til Moltkes Palæ, Dronninggaard med Kaninholmen, 1785, som er det første moderne landskabsbillede i dansk kunsthistorie og et eksempel på de Conincks blik på verden, mennesket og naturen.

Kortet fra Drevons Beskrivelse af Dronninggaard, 1786, anses for at være det vigtigste historiske dokument fra slottets tidlige historie. I flere spor vender udstillingen blikket tilbage mod 1980’erne og 1780’erne, men ønsker samtidig at reflektere i længere tråde mellem kolonitiden og immigrations- og klimakrise i dag; de aktuelle problematikker af mennesker på flugt fra ét hjem til et andet. Med uklare udsigter, og mod mure, der i stigende grad opføres.

Marie Jagd (f. 1986) bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole i 2014. Marie Jagds praksis ligger i et felt mellem kunst, arkitektur og litteratur. Hun undersøger forhold mellem krop, psyke og det arkitektoniske/skulpturelle rum. Huset og kroppen er ofte et motiv for hukommelsen, en slags erindringernes beholder. I skulptur, fotografi og skrift arbejder hun med måder at tage aftryk på, huske og erindre. I forgæves forsøg på at gribe om det, der ikke kan gribes om. Det, som oprindeligt er hukommelsens genstand eller motiv, bliver igen og igen til noget andet, er i en konstant tilbliven. Inspireret af klassiske skulpturelle støbeprocesser, undersøger Marie Jagd forhold mellem formen og det afformede. Lige som erindringerne, ændrer materialerne sig, motivet forskyder sig igennem materialernes processuelle forandringer. Marie Jagd arbejder med blikke og forestillinger, den personlige fortælling over for den kollektive. Der er aldrig én sandhed, men gerne flere spor eller flerstemmighed. Ofte peger værkerne på noget skjult, noget, der ligger uden for billedet.